Velkommen til Bjødstrup
På kanten af Nationalpark Mols Bjerge ligger vores landsby Bjødstrup. I Bjødstrup kan vi slet ikke lade være! Derfor bærer Bjødstrup præg af beboernes skabertrang, arbejdsomhed og glæde ved fællesskabet. Bjødstrup er en sammensat landsby med lige dele nytilflyttere og veteraner, og det er ikke uden grund, at vi kalder Bjødstrup vores hjem. Her på siden finder du vigtig viden og ligegyldig info om arrangementer, beboerne og foreningslivet. Velkommen til!
Bjødstrup kirkesti
BJØDSTRUP KIRKESTI - tidlig julegave fra Syddjurs Kommune. Bjødstrup Grundejer- og Beboer forening har i et par år arbejdet for at få genetableret kirkestien fra Bjødstrup (ud af Kladderhøjvej) til Bregnet Kirke (Forpagtervejen og derfra videre gennem Ringelmoseskoven). Dette er nu lykkedes med stor velvillighed fra de lodsejere, der bliver berørt af, at stien bliver etableret og brugt,
af Syddjurs Kommunes medarbejdere og BGOB´s bestyrelse. Kommunen holder møde med materielgården mandag den 20. november 2017, og så håber vi, at de har plads i kalenderen til at etablere stien inden Juleaften - så er der jo mulighed for at gå til gudstjeneste fra Bjødstrup til Bregnet Kirke den 24. december 2017. Vel for første gang i 50 år! BGOB regner med at holde et lille arrangement, når stien åbnes officielt.